Vi er en frikirke i Lemvig og en del af Apostolsk Kirke i Danmark. Ligesom friskoler har samme mål, anerkendelse og berettigelse som folkeskoler her i landet med hensyn til undervisning, således virker frikirker side om side med folkekirker om udbredelsen af evangeliet om Jesus Kristus i en gensidig anerkendelse af hinanden.
Hver søndag har vi gudstjeneste klokken 10.30, hvor vi bruger tid på musik, forkyndelse og fællesskab. Vores mål er at sige Gud tak samt at opbygge og forfriske hinanden, så flere forskellige talenter kan komme til udfoldelse. Efter hver gudstjeneste har vi kaffe og fællesskab
Til højre kan du se, hvad vi har gang i netop nu.
Vores idémæssige grundlag er Bibelen. Vi mener, at Jesus Kristus er verdenshistoriens vigtigste personlighed. Han er Guds Søn og dermed guddommelig, og han er den eneste, der kan føre mennesket til Gud. Gennem ham kan du få tilgivelse for alt, hvad der tynger dig – den synd, der adskiller dig fra Gud. Du kan blive et nyt menneske, fordi han døde på et kors i stedet for dig. Han stod også op igen, og ved troen på ham loves du et evigt liv.
Han kalder sig selv for Livets Brød, fordi han er i stand til at mætte dine behov. Så hvis du føler dig sulten eller tørstig efter en mening med livet, kan Jesus meget vel være det, du har brug for. Jesus siger om sig selv, at den, der kommer til ham, vil han aldrig vise bort.
Vi tror også på, at Jesus giver lægedom for og udfrielse fra fysiske og psykiske problemer, men som begrænsede mennesker kan vi ikke love, at alle bliver helbredt, og vi kan heller ikke give svar på alle livets spørgsmål. I den Åndelige Klinik er du velkommen til at bestille en tid – her vil vi gerne under tavshedspligt hjælpe dig gennem forbøn og samtale.
I Lemvig Kristne Center praktiserer vi dåb af det voksne menneske, der har bekræftet troen på Jesus. Vi søger samtidig fællesskab med andre evangeliske kristne - blandt andet i Folkekirken.
Ud over gudstjenesten har vi små fællesskabsgrupper, som mødes hver eller hver anden uge. Du er velkommen til at kontakte os for at få oplysninger om, hvor og hvornår der er aktiviteter i smågrupperne.
Hver søndag har vi søndagsskole for børnene med sang og musik, bibelundervisning og kreative aktiviteter. I løbet af ugen har vi teenagearbejde og ungdomsarbejde.
Du finder os på Vangevej 7. 7620, Lemvig. Tlf: 97 81 03 74.
Du er hjertelig velkommen i Lemvig Kristne Center!
Med venlig hilsen LKC `s lederteam.


